Burmeseren er en lille korthårskat, som er let genkendelig på sine gyldne
øjne og silkeskinnende pels. Burmesere er meget elegante og intelligente. De holder meget
af børn - næsten for meget, for de finder sig i de utroligste ting - derfor er det
vigtigt, at man passer lidt på især killinger, der nemt kan komme til skade. Burmeseren
er en meget livlig og aktiv kat, som skal være med til alt hvad der foregår i huset -
lige fra at lave mad til at give et nap med ved avislæsningen eller syningen! Kort sagt
er den alle vegne stort set hele tiden... Undtagen når den sover - og det gør den helst
under dynen - eller i hvert fald i sengen, for Burmesere elsker varme. Din Burmeser vil
elske dig for livstid, hvis du investerer i en radiator-køje, som den rigtig kan gasse
sig i på kolde vinterdage. Det er desuden et "must" at have et godt gedigent
kradsetræ, gerne et "gulv-til-loft", hvor der samtidig kan påsættes hylder
mv. så katten får et sted i højderne med godt overblik, hvilket er højst værdsat af
Burmesere.Burmeseren er en meget social kat, som gerne ligger "i
bunke" - se billedet - hvilket er hvorfor jeg helst sælger killinger til folk, som
vil have to katte eller som har kat i forvejen. Burmesere egner sig ikke til at være
alene hjemme mens "mor og far" er på arbejde i 8-10 timer om dagen.
Burmeseren fås i 10 farver, heraf 6 fuldfarver: Den oprindelige brune,
chokolade (lys flødechokolade-farvet), den blå (tin-farvet), lilla (lys duegrå med
lilla skær), rød (mandarin-farvet) og creme (meget lys, varm rød). Desuden fås 4
tortie-farver, som er blandinger af fuldfarverne med røde/creme pletter: Bruntortie (brun
m. rød), chokoladetortie (chokolade m. rød), blåtortie (blå m. creme) og endelig
lillatortie (lilla m. creme). Da tortiemønstret er genetisk bestemt til hunkattens
x-kromosomer, er det kun hunkatte, der kan være tortie.
Der er naturligvis en skreven standard, som
beskriver hvordan Burmeseren ideelt set skal se ud - den bruges af dommerne på
udstillingerne og kan være lidt "kryptisk" (en masse specielle udtryk) at
læse...
Du kan se billeder af forskellige farver ved at klikke
HER - (husk at skrive i gæstebogen inden du
går)