Neutralisering af killinger er ganske ukompliceret - da vores sidste kuld (L-kuldet, født 3. maj 2005) blev neutraliseret den 17. august 2005, var jeg med under operationerne af de tre hankillinger og to hunkillinger. Undervejs tog jeg lidt billeder, de kan ses her! (drengene har en side for sig - her). Dyrlægen der udførte indgrebene er Raiku Sarvå, Felina Katteklinik

Kastration af hunkilling
Der gøres klar til operation. Katten ligger på en stor pude af plastic med krøyerkugler og luft i, som stabiliserer og holder på varmen. Når man er i narkose ryger temperaturen nemlig ned, så det er godt med noget isolerende. I hvert hjørne af puden er der en snor, som benene er bundet fast i, så den ligger udstrakt.
Bag killingen anes en sprøjte (den ses tydeligere på sidste foto i denne serie) - den er sat i låret på killingen og indeholder lidt ekstra bedøvelsesvæske. Den sidder der som sikkerhed for, at det er lige ved hånden, hvis killingen skulle begynde at reagere før tid (det gjorde de ikke!).
Der er åbnet, og den første æggestok og livmoderhorn er fundet frem
Og her er den anden æggestok - det er svært at se, men der er faktisk nogle temmelig store oocyster (æggeblærer) på æggestokken, så det varede højst sandsynligt ikke længe før den lille tøs ville komme i sin første løbetid!

Når begge æggestokkene er gjort fri trækkes livmoderen ud, og der lukkes af ved livmoderhalsen ved hjælp af et stykke tråd, som bindes omkring.

Og hele livmoderen klippes fri.
Et stk. livmoder! Der er de to livmoderhorn med hver sin æggestok for enden. Den fylder ikke meget...
Og så skal der lukkes - der sys i tre lag, dog først efter at fedtvævet er lagt "på plads" under muskellaget så det så vidt muligt undgås at arvævet binder fx tarme til muskellaget. Hvert lag sys for sig, men der lukkes med kun i alt 4 knuder, idet yderste og næstyderste lag sys med en lang tråd.



Og en lille knude, der forsvinder ind i arret, slutter det hele!
Og så er hun færdig - et meget fint operationsar på ca. 2½-3 cm uden synlige sting er tilbage

Eftersnak:
Det dejlige ved at få neutraliseret killinger er, at de er friske allerede ganske få timer efter indgrebene. Disse killinger løb rundt og legede - forsigtigt - ca. 4 timer efter den sidste var blevet opereret! Voksne katte er typisk en dags tid eller to om at komme sig helt over bedøvelsen, og virker ofte også lidt plaget af smerter (hunkattene især, selvom de får smertestillende depotmedicin, der virker ca. 3 dage) det første døgns tid. Morgenen efter operationerne var alle killinger oppe i "fuldt gear", og tøserne, som nu er udstyret med lynlås i maveskindet, har ingen problemer med at tæske deres brødre, præcis som de plejer. Jeg vil til hver en tid anbefale, at man får sine killinger neutraliseret inden de flytter hjemmefra, så får køberne er "fiks og færdig pakke-løsning" og skal ikke tænke på strintende hankat eller hormonelle hunkatte i ugelange løbetider, der hyler og brøler - og som opdrætter slipper du for at tænke på, om en af dine killinger ved en fejltagelse skulle komme til at ende hos en uregistreret opdrætter...